Hvem er Israel, når sirenerne tier?
Foto: Chris Hoare, „Overflying Ben Gurion Airport“, 13. September 2012, Wikimedia Commons, CC BY 2.0.
Israelere i hundredtusindvis udvandrer fra den jødiske stat, der ikke længere ses som et sikkert tilflugtssted – med splittelse og nag i det israelske samfund som følgevirkning
Mati Shemoelof
Der er dem, der rejste. Og dem, der blev.
Siden masseterroren den 7. oktober 2023 er øget udvandring ved at presse det israelske samfund til et bristepunkt. I de sidste par år har over 200.000 israelere forladt Israel – og de kommer primært fra den øvre ashkenaziske middelklasse. Aldrig før har Israel befundet sig i en situation, hvor udvandringen overgår indvandringen.
Den zionistiske bevægelses store løfte var at skabe et sikkert tilflugtssted i verden for det jødiske folk, et helle for antisemitismens fremmarch. Men vi har nu nået et punkt, hvor Israel er blevet et af de mest usikre steder for jøder i hele verden.
De igangværende krige med Hamas, Hizbollah i Libanon, Syrien, houthierne i Yemen – for slet ikke at tale om Iran – kan føre Israel mod randen af et sammenbrud.
Med den aktuelle våbenhvile i Gaza vender mange israelere atter blikket indad. Hvilken slags samfund lever de i, når alting ikke længere står i krigens tegn? Hvordan ser den israelske identitet ud efter Gaza?
Med den delvise genåbning af Rafah-grænseovergangen og overgangen til fase B af Gaza-aftalen forskyder opmærksomheden sig nu imod det kommende valg, der skal holdes inden udgangen af oktober. Kan det israelske samfund genvinde styringen over en politisk fremtid, der føles tabt – og erstatte Netanyahus ekstremistregering?
Modsat tidligere krige, hvor den israelske stat godt kunne overbevise offentligheden om krigens nødvendighed og berettigelse, har store dele af befolkningen nu mistet troen på og tilliden til den siddende israelske regering. Tabet af tillid begyndte ikke først efter begivenhederne den 7. oktober – det er del af et længere politisk forfald.
I modsætning til en tidligere udvandringsbølge i begyndelsen af 00’erne, der overvejende bestod af ashkenaziske jøder fra Israels overklasse, er det denne gang især middelklassefamilier, der forlader landet.
Det skal siges, at de, som vælger at forlade landet, ofte nyder det privilegium, at de kan flytte rundt og finde arbejde for eksempel inden for den akademiske verden, i techindustrien eller andre jobpositioner, der giver mulighed for at arbejde online. Nogle gange benytter de sig af europæiske pas, de har fået af forældre med europæiske rødder – nogle har fået pas fra Portugal og Spanien i et forsøg på at opnå udsoning i forhold til de sefardiske jøder over et halvt årtusind efter deres fordrivelse fra den iberiske halvø (1492).
Men andre israelere, både jødiske og arabiske, ankommer uden europæiske pas. Araberne angiver ofte, at de har fået nok af den konstante racisme og dæmonisering af det palæstinensiske folk og søger at få kontakt til palæstinensiske eksilfællesskaber over hele verden – det oplever vi navnlig i Berlin.
Fortvivlelse og tillidstab
Fortvivlelse ligger bag folkevandringen. I form af en akut fremmedgørelse, som nogle beskriver som en ’skilsmisse’ fra Israel.
Personligt forlod jeg Israel, fordi jeg ikke længere kunne klare at være vidne til den fortsatte besættelse, til de voksende sociale uligheder og den lange række af højreregeringer, der havde mistet troen på fred og blev stadig mere opsatte på at undergrave dens chancer. Jeg tror stadig på fredens mulighed.
Det øjeblik, da min horisont virkelig åbnede sig, var, da jeg fik en invitation til at læse op af mine digte i Berlin, og det gik op for mig, at jeg kunne få et kunstnervisum og skrive mine digte i en ny og vidunderlig verden – en verden, jeg endnu ikke havde kortlagt.
Da jeg mødte et bredt udsnit af dem, der har forladt Israel for en eksiltilværelse i forskellige byer i Europa, på en konference i Warszawa arrangeret af organisationen Israeli Community in Europe, stødte jeg på flere zionistiske familier fra venstre- og centrumfløjen af det politiske spektrum. De var udvandret, alene fordi de ville give deres børn et sikkert sted, et beskyttet rum uden luftalarmer og vedvarende frygt for, at en ny krig snart ville bryde ud.
Man kunne stadig aflæse bekymringen og angsten i deres ansigter og øjne fra de endeløse ture til beskyttelsesrummet og de konstante sirener. Nogle af dem vender måske tilbage, hvis oppositionen vinder næste valg.
De, som ikke kan rejse – de lavere klasser, Netanyahus kernevælgere, de ultraortodokse, jøderne fra det tidligere Sovjetunionen og de palæstinenserne, der er statsborgere i Israel – ser hver situationen fra deres eget perspektiv. Men alle klamrer sig så fast som muligt til staten i en tro på, at den nu vil ændre sig til det bedre, alt efter deres politiske overbevisning.
De ultraortodokse drømmer om et stop for de dekreter, der vil indkalde deres sønner til den israelske hær, til opgaven med at forsvare Israel, til IDF. De russiske jøder, der allerede er immigreret til Israel, har arbejdet hårdt for at integrere sig og har svært ved at overskue en ny udvandring til et tredjeland.
Nu da krigen er stoppet, drømmer de lavere klasser i Israel om, at den højreorienterede regering, de har stemt på, endelig vil prioritere en højere grad af social omfordeling på sine budgetter, lette byrderne ved reservetjeneste i militæret og sætte ind imod de stigende leveomkostninger.
Længsel efter tabt normalitet
Middelklassen søger også bare et øjebliks normalitet, uagtet om den stemte for eller imod Netanyahus regering. Man drømmer om ’at vende tilbage til den 6. oktober’, som man siger i Israel, at kunne slippe fri fra at tjene i IDF-reserven, at se regeringen indfri sine løfter om at kompensere de virksomheder og hjem, der er blevet ødelagt af den lange krig.
Der er lokalsamfund i det nordlige Israel, der har opgivet håbet. Fordrevet af frygt for Hizbollahs raketter eller for terroristers infiltration har folk bosat sig i midten af landet og vover nu ikke at vende hjem. Frem for alt er der også frygten for, at Israel står over for en vanskelig periode med international isolation.
Da Trump talte om våbenhvileaftalen i Gaza, lagde Israels oppositionsleder, Yair Lapid, vægt på, at det ikke hørte nogen steder hjemme at anklage Israel for ’folkemord’ i Gaza, fordi han ved, at præcis den anklage vil animere den boykotkampagne, Israel står over for i også de kommende år – selv i tilfælde af et regeringsskifte og Netanyahus afgang.
De eliter, der har stemt på Netanyahu, drømmer om fortsatte valgsejre og om en benådning af Netanyahu, der kan holde ham ude af fængslet og afværge de korruptionssager, der ellers venter ham.
Hvad angår de palæstinensiske borgere i Israel, er de gået sammen om at danne et politisk samlingsparti i Knesset, der vil stille op til det næste valg for at standse den fremadskridende fascisme. De frygter, Israel vil udvise dem i en etnisk udrensning eller ’overførsel’, som det kaldes af den ekstreme israelske højrefløj. De kan allerede se, hvordan den israelske regering afstår fra at medregne udgifter til palæstinensiske lokalsamfund i sine budgetter.
For nylig er der blevet konstateret en bekymrende stigning i mord som følge af organiseret kriminalitet i de palæstinensiske byer og landsbyer. Medlem af Knesset Aida Touma-Suleiman hævder ligefrem, at Israel bruger organiseret kriminalitet til at kontrollere de palæstinensiske borgere – og at den israelske regering med forsæt undlader at træffe sikkerhedsforanstaltninger for at stoppe de kriminelle organisationer, der hærger i palæstinensiske byer og arabiske landsbyer inden for Israel.
Dagens debat om at forlade landet – om udvandringen af over 200.000 mennesker – omtales i Israel som ’flytning’. ’Flyttepartiet’ eller ’flyttebølgen’ fremstilles som en bevægelse, der kendetegner den øvre middelklasse – typisk gifte mennesker med familier, der kan finde arbejde uden for Israel takket være globaliseringen. Med hjælp fra de virksomheder, der flytter dem til udlandet, tager disse mennesker simpelthen deres familier med og emigrerer fra Israel.
’Eskapistiske hedonister’
Selvfølgelig er det ikke alle, jeg møder i Berlin, og som har forladt Israel, der arbejder med højteknologi. Men pointen er tydelig: Det handler om ’flytning’. Denne bevægelse bliver et tegn på klasse, race og sociale skel. Ordet skaber en symbolsk ramme om en privilegeret, let livsstil i Israel, hvor visse klasser allerede levede i ashkenaziske, eksklusive samfund med de bedste skoler og en direkte vej til universitetet.
De fremstilles nu som upatriotiske og egoistiske. Tidligere blev de, der forlod Israel, betragtet som forrædere og ’faldne’ (Yordim) fra Israels hellige tempel. De nye udvandrere beskrives derimod som eskapistiske hedonister, som alligevel aldrig rigtig havde formået at slå rødder i Israel.
Den beskyldning ligger langt fra virkeligheden, men den hjælper med at vende den brede befolkning imod dem. På den måde kan man ignorere disse ’få procent af rige’, der allerede har så mange privilegier og lever så langt væk fra den israelske arbejderklasses hverdagsliv.
Selv modstandere af Netanyahus regime ser ofte udvandringen som et forræderi, som en form for illoyalitet – som en handling begået af mennesker, der er villige til at frasige sig selv deres israelske identitet for at redde deres børn.
Der verserer for tiden en stor udvandringsdebat i den liberale israelske avis Haaretz: Udvandrerne beskrives som mennesker, der fylder deres kufferter med israelske snacks, bestemte suppecroutoner (som kun produceres og sælges i Israel) og hebraiske børnebøger, så deres børn kan medbringe reminiscenser af israelsk tradition uden for Israel – men de bliver kritiseret, fordi disse børn vil vokse op og tale et andet sprog og aldrig vende tilbage til det sted, de kom fra.
Det er ikke kun en krise for børnene, men også en generationskrise for de israelske forældre, der lades tilbage. De forældre, der troede på staten Israel og troede på kontrakten mellem staten og dens borgere – en kontrakt, der blev brudt i det øjeblik, det gik op for alle, at gidslerne ville blive prisgivet af en kynisk Netanyahu, der hellere ville fortsætte krigen for at redde sig selv.
Hertil kommer en dyb skuffelse over regeringens ekstreme brutalitet i de besatte områder, den fortsatte sociale polarisering, den voksende manglende evne til at tale med hinanden på tværs af meningsforskelle samt organiseringen af jødiske militser, der jagter demonstranter i et forsøg på at delegitimere venstrefløjen – at gøre det utåleligt at være venstreorienteret i Israel.
Disse israelske forældre, der lades tilbage, blev ofte glødende zionister. De er forældre, der opdrog deres børn til at yde deres bedste for at holde liv i den zionistiske drøm – og nu ser de deres børn rejse væk. Nogle gange efterlades de til at dø i Israel uden at se deres børnebørn; andre gange efterlades de uden mulighed for at besøge dem uden for Israel.
De ser den zionistiske drøm gå i stykker.
Familiebånd brydes
Udvandringen forårsager enorm smerte for de befolkningsgrupper, der bliver tilbage – ikke kun for forældre, børn, venner og kolleger. Det er ikke kun et enormt tab af talent, men også et dybt psykisk sår, der sætter sit mærke på alle, der bliver tilbage.
Nogle israelere ønsker at rejse, men kan ikke – enten på grund af deres børn, fordi de ikke kan få visum eller arbejde i udlandet. Eller fordi de ikke kan udholde angsten ved igen at blive del af en jødisk minoritet, som deres bedsteforældre var.
De er fanget, forbliver frustrerede og ser på, hvordan hundredtusinder af deres venner er rejst. De sidder tilbage med ønsket om at rejse, ønsket om ikke at blive, hvor de er, men de manglende muligheder for at forlade landet skaber frustration, tristesse og en spænding mellem dem, der er rejst, og dem, der er blevet.
De, som har forladt Israel, gennemgår ofte en radikalisering. De ser tingene mere klart efter euforien over at have forladt Israel og kan måske ikke længere acceptere de værdier, som stadig hyldes af dem, der blev i Israel. Familier erfarer pludselig, at en søster er rejst, en bror er blevet, og at båndet imellem dem er brudt – de kan nu ikke længere være i stue sammen, for eksempel under en ferie; ikke længere sidde ved det samme bord.
I Israel sker der en konstant holdningsbearbejdelse med det budskab, formidlet gennem alle mediekanaler fra regeringen selv, at der ikke findes andre steder at tage hen. Vælger man at forlade landet, vil man komme til at møde så megen antisemitisme, at man vil ønske, at man aldrig havde forladt Israel – ens børn vil blive mobbet, fordi de er jøder, og fordi de er israelere.
Beskrivelsen af den israelske diaspora former sig som en tilbagerejse til den svage, eksilerede jøde, der lever uden magt, uden suverænitet, som konstant må undskylde for alt, hvad Israel gør, og som må se sig konfronteret med en enorm mængde palæstinensisk propaganda. Selv kritik af den israelske regerings militaristiske handlinger bliver til antisemitisme. Hele verden fremstilles som mørk og primitiv, uden plads til de israelske jøder, der har forladt Israel.
Men fordømmelsen af alle kritikere af Israels handlinger i Gaza som moderne nazister, der har til hensigt at gennemføre endnu et Holocaust, er ikke bare uden hold i virkeligheden og demagogisk. Den er også farlig og skadelig – ikke mindst for diasporajøderne, samtidig med at det styrker antisemitismen.
Dette har skabt en kløft mellem dem, der blev, og dem, der rejste. For nylig kom jeg ud i en heftig diskussion med min bedste ven, der spurgte, hvorfor massakrerne i de kurdiske områder i Syrien ikke opnår samme massive omtale i Berlin som palæstinensernes lidelseshistorie i Gaza.
Jeg sagde til ham, at han skulle droppe sin kynisme og ikke spille den ene konflikt ud imod den anden.
Vi må selvfølgelig kunne tale imod både massakrerne i Syrien og Gaza. Men for min ven var Israels krigsførelse i Gaza berettiget, uanset massakrerne, og det er kun på grund af den propalæstinensiske propagandas massive greb om medier og offentlighed, at den israelske side ikke bliver hørt i Berlin.
Jeg var uenig. Jeg forklarede ham det store problem ved, at folk i Israel simpelthen ikke kan høre eller føle palæstinensernes smerte.
Kløften imellem os bestod. Det stod klart, at hvis vi hver især fortsatte med at holde fast i vores meninger, ville vores venskab gå tabt. Mest set fra hans side, fordi han følte, at der ikke var noget alternativ til hans opfattelse: Enten retfærdiggør man Israel, eller også ønsker man at ødelægge Israel med propalæstinensisk solidaritet.
Det er det samme budskab, Israel formidler til sine borgere – at der ikke findes en eneste god grund i verden, der kan retfærdiggøre solidaritet med palæstinenserne.
Usikker fremtid
Netanyahu og hans højreekstreme koalitionspartnere spiller på udvandringen og forsøger at bagatellisere dens omfang. De fremstiller dem, der forlader landet, som upatriotiske og uvæsentlige, samtidig med at der ikke findes nogen reel selvransagelse fra Israels side. Tværtimod ses klare forsøg på at kontrollere dem, der er rejst.
Organisationer oprettes, og influencere uden for Israel finansieres med det formål at påvirke de eksilerede.
Man tror på, at et ’sandhedens øjeblik’ en dag vil komme, hvor de vil indse, at de må vende tilbage, eller man satser på, at at der snart kan tilbydes incitamentspakker til de grupper i diasporaen, som blev presset i eksil, for at lokke dem tilbage.
Bekymringen vokser blandt de israelske samfund i diasporaen, som har bevaret forbindelsen til Israel. Frygten er, at selv et tab på fire pladser i Knesset – cirka 50.000 vælgere per mandat – kan svække deres muligheder for at influere på den politiske balance mellem højre og venstre i Israel.
Bekymringen er for nylig omsat til handling. Der er dannet en organisation med det formål at opmuntre israelere, der har forladt landet, til at vende tilbage specifikt for at stemme, fordi Israel ikke tillader stemmeafgivning fra udlandet. En borger skal være fysisk til stede i Israel på valgdagen.
Derfor tilbyder denne organisation praktisk støtte ved at hjælpe folk med at bekræfte deres stemmeret, finde deres valgsteder og navigere i den proces, der kræves for at vende tilbage. Det er dog ikke en gruppe, der betaler folk for at vende tilbage til Israel, men snarere et støttenetværk, der hjælper dem, der ønsker at stemme, med at gøre netop det.
Fremtiden for den israelske diaspora er stadig usikker. Hvis Netanyahu taber, vil nogle af dem så vende tilbage? Og vil de blive mere venstreorienterede eller mere konservative uden for Israel? Og hvad vil der ske med dem, der bliver tilbage?
kultur@informationdk
© Mati Shemoelof og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Blå bog: Mati Shemoelof
• Født 1972 i Israel.
• Arabisk-jødisk digter, essayist og redaktør med en irakisk mor og en israelsk far.
• Er vokset op og har boet mange år i Haifa. Er for nylig flyttet til Berlin.
• Har udgivet digte, noveller, teaterstykker og skrevet for aviser og magasiner i Israel.
Category - Essays
Tags - Israel, Israeli Society, Emigration, Berlin, Diaspora, Zionism, Mizrachi, Palestinian Society